436 skoleelever skal opfinde løsninger til grønnere og tryggere byer
Elever fra seks skoler i Næstved Kommune præsenterer deres idéer til stærkere fællesskaber og bedre bymiljøer ved lokalfinalerne i Projekt Edison. Blandt forslagene er en aktivitetspark for børn og unge i Mogenstrup.

Hvordan kan byerne blive grønnere, sjovere og tryggere at bo i? Det spørgsmål har 436 elever fra 6. og 7. klasse arbejdet med, og onsdag 28. og torsdag 29. oktober skal de præsentere deres løsninger ved lokalfinalerne i opfinderkonkurrencen Projekt Edison.
Konkurrencen, der arrangeres af Fonden for Entreprenørskab, har temaet ”Din og min by i bevægelse”. Eleverne har arbejdet med virkelige udfordringer og udviklet idéer, som skal styrke lokalsamfundene.
Finalerne afholdes på ZBC i Næstved, hvor dommere fra erhvervslivet og uddannelsessektoren skal vurdere projekterne.
”Projekt Edison er en fed mulighed for anderledes og virkelighedsnær undervisning. Eleverne oplever, at deres idéer kan gøre en forskel for andre mennesker, samtidig med at de træner kreativitet, samarbejde og problemløsning. I Næstved Kommune har vi en stolt tradition for at have fokus på innovation og iværksætteri på skolerne, og det er Projekt Edison en stor del af,” siger Kasper Schneider, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget.
Blandt deltagerne er Team C.I.D.V.S. fra 6.B på Fladsåskolen afdeling Mogenstrup. Gruppen foreslår en aktivitetspark på skolens område med legeplads, trampoliner, pumptrackbane og sandkasse.
”Vi vil gerne have lavet en park med plads til legeplads, trampoliner, pumptrack bane og sandkasse. Det skal være et sted, hvor børn og unge har lyst til at være uanset alder,” siger Dicte Stub Holmgren.
Gruppen undersøger nu mulighederne for at søge fondsmidler og arbejder på at færdiggøre sin prototype. De 15 bedste idéer går videre til Landsfinale Øst, der afholdes i Arena Næstved 12. november.
Faktaboks: Projekt Edison i Næstved
- Deltagere: 436 elever fra 6. og 7. klasse.
- Skoler: Seks skoler fra Næstved Kommune.
- Lokalfinaler: 28. og 29. oktober kl. 9.30-13.30.
- Sted: ZBC, Handelsskolevej 3, Næstved.
- Præsentationer: Kl. 9.45-12.15.
- Landsfinale Øst: 12. november i Arena Næstved. De 15 bedste idéer går videre.
- Arrangør: Fonden for Entreprenørskab. Temaet er ”Din og min by i bevægelse”.
Kilde: Næstved Kommune



