Når lyset dæmpes i Cirkusbygningen, og de første toner rammer salen, ser publikum det færdige resultat. Men bag Wallmans’ nye show Popcorn gemmer sig ni måneders udvikling, omkring 700 auditions og et kreativt hold på 80 mennesker.
“Jeg tror, de fleste ville blive overraskede over, hvor lang tid det faktisk tager at skabe et nyt show. Vi bruger omkring ni måneder på udviklingen af hver eneste produktion,” fortæller Creative Director Johan Espeland.
En hyldest til 140 års oplevelser
I år begyndte arbejdet med en særlig anledning: Cirkusbygningen fylder 140 år.
Bygningen har gennem generationer været hjemsted for alt fra cirkus og biograf til koncerter, musicals og Wallmans-shows. Derfor ønskede det kreative team et navn, der kunne favne husets mange historier og minder.
Valget faldt på Popcorn.
“Popcorn er noget, de fleste har et forhold til. Det symboliserer hyggelige stunder og fælles oplevelser. Samtidig indeholder ordet også ‘POP’, og popmusik er en vigtig del af Wallmans’ DNA.”
Fra 700 auditions til 20 udvalgte
Hvert år auditionerer omkring 700 artister fra hele Skandinavien til Wallmans. Til sidst er det kun cirka 20, der bliver en del af castet.
Men arbejdet stopper ikke ved scenekanten. Sideløbende med prøverne uddanner artisterne sig også i restaurantfaget, fordi Wallmans er en unik kombination af scenekunst og service.
Samtidig udvikles en helt ny forestilling, som skræddersys til netop årets cast.
Når idéer bliver til show
Arbejdet med et nummer begynder ofte med et musikalsk tema eller et visuelt univers.
Først designes scenebilledet. Derefter udvikles kostumer, videodesign og scenografi, inden materialet sendes videre til koreograferne.
“Når designet er færdigt, sendes materialet videre til lysdesigneren, scenografiværkstedet og videoproducenterne. Til sidst modtager koreograferne alt materialet, så de ved, hvordan scenen ser ud, hvilke kostumer der bruges, og hvor mange artister der medvirker.”
Den proces gennemgår holdet for hvert eneste nummer i forestillingen.
Tre måneders arbejde bag ét nummer
En af de største kreative udfordringer i Popcorn blev et nummer bygget op omkring artist Daniels “orbit juggling” med lysende kugler.
Tidligere har jongleringen fungeret som et solonummer. Denne gang ønskede Johan Espeland at gøre den til en del af en større fortælling.
“Udfordringen var at finde en historie, hvor de lysende kugler repræsenterede noget mere end blot flotte effekter.”
Det tog omkring tre måneder at udvikle universet bag nummeret.
80 mennesker bag oplevelsen
Fra de første auditions til premieren er omkring 80 mennesker involveret i at skabe årets forestilling.
Artister, koreografer, musikere, kostumedesignere, scenografer, lysdesignere, videodesignere, teknikere og produktionsmedarbejdere arbejder sammen om at skabe den oplevelse, publikum møder i salen.
“Jeg håber, at publikum går hjem med følelsen af at have delt noget særligt med de mennesker, de holder af. Først og fremmest håber jeg, at de har haft en fantastisk aften sammen, men også at de tager et minde med sig, som bliver ved med at skabe smil længe efter, at aftenen er slut,” siger Johan Espeland.
For publikum varer Popcorn en enkelt aften. For holdet bag er det resultatet af ni måneders arbejde og én fælles ambition: at skabe minder, der varer længere end applausen.
Deklaration:
Kilde: Cirkusbygningen
