MinBy.Nu

Aalborg-restaurant vinder Danmarks Bedste Hotdog 2026

Denne weekend blev Hotdog DM afholdt på Food Festival i Aarhus, og Restaurant Fauna i Aalborg vandt hovedprisen for deres hotdog med dådyr, guanciale og nordjysk blomsterhonning. Der var også priser til BBQ Vikings, der vandt DM i Grill, mens Ziropa x Njord Gin vandt Årets Cock-tail. Food Festival blev i år besøgt af 27.000 gæster, der gik på opdagelse i festivalens rekord-mange 10 festivalområder.

Redaktionen
Redaktionen Udgivet 8. september 2026 - 08:10 • ⏱️ 5 min. læsetid

4.-6. september indtog Danmarks største madfestival Tangkrogen i Aarhus, og traditionen tro var søndagens store begivenhed Hotdog DM, der i år blev vundet af Restaurant Fauna fra Aalborg:

“Årets vinder udmærker sig ved godt, gedigent håndværk, juicy kød og en pølse med det helt rette knæk – og derfor var det den rigtige vinder i dag“, fortæller kok Dak Wichangoen, der igen i år var en del af dommerpanelet.

Prisen som Årets Innovative Hotdog gik til Quarter Past Noon By &tradition for deres “Lillebæltern”-hotdog med blandt andet hyben, krabbesauce og Duroc-skinke. Årets Hotdog Konge – den hotdog, som flest gæster købte – blev vundet af Restaurant Fjord x Kalu for deres “Quack Attack” med andepølse, foie gras, sprødt andeskind og sød-syrlige kirsebær.

Blandt dommerne var blandt andre gastronomiredaktør på Børsen Ole Troelsø, Bocuse d’Or-vinder Kenneth Toft Hansen fra Svinkløv Badehotel og leder af Nomas testkøkken Mette Brink Søberg.

Indgang   Food Festival   Fotograf Sophie Due ©
Foto: © Sophie Due

Kirk til kamp for en grøn sag

Hvert år præsenterer Food Festival en række aktiviteter med afsæt i nogle af tidens vigtigste emner, og i år var der blandt andet fokus på krisen for dansk frugt og grønt. 

Kok Nikolaj Kirk har flere gange markeret sig i debatten, og han deltog blandt andet i en folkehøring og en grøntsagsquiz:

“At gøre noget ved den her krise er ligesom dengang med elbilerne: Da politikerne først besluttede, at der skulle gøres noget i hele fødekæden, så rykkede det helt vildt, og nu er størstedelen af nye biler med el”, siger Kok Nikolaj Kirk og uddyber:

“Vi skal gøre det samme med grøntsagerne, for der er kæmpe forskel i smag, farve og duft, om du køber bønner, der har rejst hertil med skib fra Zimbabwe, eller køber bønner fra Danmarks eget ærtebælte — og hvis vi ikke køber dansk, så forsvinder sorterne”.

Madglæde, gå-på-mod og inspiration

Ved afslutningen på årets festival ser festivaldirektør Anna Lund tilbage på weekenden:

“Det har været fantastisk endnu engang at opleve den store opbakning fra gæster, frivillige og aktører til årets Food Festival: Fra at mærke den smittende madglæde til events med Louisa Lorang og Jakob Clausen til at se børnene boltre sig med grøntsager og gå-på-mod hos Haver til Maver”, fortæller Anna Lund, og uddyber:

“Igen i år har det været fantastisk både at blive inspirerede af nogle af Danmarks bedste kokke, men i lige så høj grad at hylde hverdagsmåltiderne med workshops, markeder og masser af inspiration”, siger festivaldirektøren og slutter:

”For Food Festival er en fest for mad i alle former og farver og til alle anledninger, og dét synes jeg virkelig weekenden har været – og nu glæder vi os bare til at vende tilbage til Tangkrogen 3.-5. september 2027”.

Den vindende hotdog fra Restaurant Fauna i al sin pragt. Foto: Alec Andreev

Fakta om Food Festival

Food Festival er Danmarks største madfestival og blev afholdt 4.-6. september på 50.000 kvm festivalplads på Tangkrogen i Aarhus.

Festivalen havde 27.000 besøgende, 10 festivalområder og 9 scener.

Mere end 250 virksomheder, foreninger og organisationer bød på oplevelser og aktiviteter.

Blandt årets nyheder var Den Økologiske Scene, festivalområdet Kaffebønnen og et nyt grøntmarked.

Food Festival vender tilbage til Tangkrogen 3.-5. september 2027.

Fakta om Hotdog DM

  • Årets vinder af Hotdog DM 2026
    • Deltager: Restaurant Fauna
    • Hotdog: Bål-grillet Grisepjok
    • Beskrivelse: Bålgrillet pølse på krogmodnet velfærdsgris og dådyr, krydret med ristet guanciale, piment d’Espelette og hvidløg. Serveret i blødt briochebrød penslet med smeltet guanciale, rosmarin og hvidløg – toppet med krydret nordjysk blomsterhonning samt en kartoffel-hvidløgscreme.
  • Årets innovative Hotdog DM 2026
    • Deltager: Quarter Past Noon By &tradition
    • Hotdog: Lillebæltern
    • Beskrivelse: Kærnemælksbrød med røget smør, persille og hvidløg. Fyldt med fermenterede bælgfrugter stegt med frisk rosmarin samt hybenfrugt-chili med krabbesauce og røget tomat. Hertil ketchup på rødbede og solbær, mørk dashi-sennep med karamelliseret løg og æble, let syltet agurk, salturt og hyldeblomst. Toppet med sprøde løg med hvidløg og Duroc-skinke samt løvstikkefrø og hybenrose. Serveres med en dip på hummer og strandkrabbe.
  • Årets Hotdog Konge 2026 (flest solgte)
    • Deltager: Restaurant Fjord x Kalu
    • Hotdog: Quack Attack
    • Beskrivelse: Smørbagt briochebrød med en saftig andepølse, cremet foie gras, sprødt andeskind og sød-syrlige kirsebær. Afsluttet med friskkværnet sort peber.

Hele omsætningen fra Hotdog DM på 159.975 kr. blev doneret til organisationen 5 Skoler, der driver 16 skoler nær grænsen til Syrien og giver børnene undervisning, trygge rammer og et dagligt måltid mad

Deklaration:
Kilde: Food Organisation of Denmark

Scroll to Top