MinBy.Nu

Årets Nordjyske Jazznavn droppede skærmen og fandt sit nye flow i kristen rap

Det prisvindende jazznavn Mads Houe bryder den digitale støj og udgiver singlen ”De Fortabte Sønner” den 9. oktober. Det nye udspil, som løfter sløret for et kommende debutalbum, kombinerer kristen indie-folk med rap og er blevet til i et analogt fri rum i lydighed mod et overnaturligt kald.

Redaktionen
Redaktionen Udgivet 19. september 2026 - 14:45 • ⏱️ 3 min. læsetid

En digital detox i en nådesløs branche

Hvad gør det ved krop og sind, når man slukker mobilen i et år? For musikeren Mads Houe blev det et radikalt opgør med en evig søgen efter anerkendelse i en musikbranche, som føles umulig at klare sig i uden sociale medier.

Afhængigheden steg ham til hovedet, og han deaktiverede alt for at finde roen.

”Det gik op for mig, hvor mange usunde vaner jeg måtte gøre op med, da jeg satte skærmen på standby. Min sangskrivning blev pludselig dyb, sårbar og ekstremt sensitiv over for Guds ord,” fortæller han om sit digitale exit.

En rå og filmisk fortælling om to brødre

I denne analoge stilhed opstod singlen ”De Fortabte Sønner”, som udkommer den 9. oktober. Det er en impressionistisk genfortælling af lignelsen, der indledes af et drømmende ørken-soundscape. Modigt vælger Mads selv at rappe for at give fortællingen en rå kant og portrættere den svære relation mellem faren og de to brødre.

”Lignelsen om de fortabte sønner rummer mange facetter af det at være menneske. Uanset hvor langt vi falder eller isolerer os, så bliver vi altid mødt af en omfavnende far. Historien fejrer at vi er elsket uanset vores identitet og omstændigheder,” udtaler Mads.

Anmeldere kalder ham særdeles dygtig og kreativ

Mads Houe betegnes som en af landets mest ambitiøse kunstnere, og pressen har kaldt ham et stort, kreativt naturtalent, der skaber sanselige religiøse værker. Han er konservatorieuddannet solist, har medvirket på over 130 udgivelser og roses af anmeldere fra NORDJYSKE og Allthat som en dyb og dygtig orkestrator. Hans musikalske format har blandt andet sikret ham titlen som Årets Nordjyske Jazznavn 2023 samt opgaver som arrangør for både Aarhus Jazz Orchestra og Aalborg Symfoniorkester. På den nye single bakkes han desuden op af den anerkendte trompetist Jakob Sørensen og vokalisten Gunnva.

Den store plan

Udgivelsen “De Fortabte Sønner” er første skridt i en velovervejet plan. Den næste single lander i februar, før det fulde debutalbum udkommer til april. I forbindelse med single- og albumudgivelsen drager Mads Houe på miniturné med sit 11-mands orkester for at præsentere sin lydbibel over fire eksklusive koncerter.

Deklaration:
Kilde: Mads Houe

Scroll to Top