Roskilde Universitet indgår strategisk partnerskab med nationalpark
Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land formaliserer og udbygger deres samarbejde om blandt andet bæredygtige landskaber, vandmiljø og miljøhistorisk forskning. Aftalen skal også styrke forbindelsen mellem forskning, uddannelse og praktiske løsninger.

Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land har indgået en strategisk partnerskabsaftale, der skal videreudvikle parternes eksisterende samarbejde. Aftalen løber fra 2026 til og med 2029 og omfatter både forskning, uddannelse og konkrete indsatser i nationalparkens landskaber.
Samarbejdet skal blandt andet handle om bæredygtig arealforvaltning, vandmiljøet i Roskilde Fjord, miljøhistorie og udviklingen af Ledreborg Landscape Laboratory. Her skal Ledreborg fungere som et eksperimenterende forsknings- og demonstrationslandskab for fremtidens bæredygtige arealforvaltning.
”Nationalpark Skjoldungernes Land rummer et enestående samspil mellem natur, landskaber og kulturhistorie. Med partnerskabet får vi en stærk platform til at bringe Roskilde Universitets forskning og uddannelser endnu tættere på virkelighedens udfordringer – og samtidig bruge den viden og de erfaringer, der findes i nationalparken, til at udvikle ny forskning og nye løsninger. Det er netop i mødet mellem forskning, praksis og samfund, at vi kan skabe ny viden med betydning for både Sjælland og resten af verden,” siger konstitueret prorektor for Roskilde Universitet, Bjørn Thomassen.
Parterne samarbejder allerede om blandt andet landskabsforvaltning, vandmiljø og borgerinddragelse. Universitetet bruger også nationalparken som praksisnær partner for studerende på bachelor- og kandidatuddannelser, der arbejder med projekter i felten.
Nationalpark Skjoldungernes Land arbejder blandt andet med ålegræs, stenrev og muslingerev for at forbedre forholdene for livet under overfladen i Roskilde Fjord. Fjorden udgør en tredjedel af nationalparkens samlede areal.
”Vi er den af de fem danske nationalparker, som rummer fjordlandskabet, og vi er dermed nationalpark for fjordene i Danmark. Vi har en stor opgave foran os med at forbedre forholdene for livet i Roskilde Fjord og arbejder blandt andet med ålegræs, stenrev og muslingerev for at styrke livet under overfladen. Vi har allerede et godt samarbejde med Roskilde Universitet om blandt andet vandmiljøet og borgerinddragelse, og med den nye partnerskabsaftale kan vi koble forskning og erfaringer fra fjorden endnu tættere sammen, så ny viden kan omsættes til konkrete indsatser for en sundere Roskilde Fjord,” siger Anders Bülow, nationalparkchef i Nationalpark Skjoldungernes Land.
Aftalen åbner desuden for fremtidige samarbejder om blandt andet landskabsmodellering, fødevaresystemer, bæredygtig omstilling, naturforvaltning og uddannelsespartnerskaber.
Faktaboks: Partnerskabsaftalen
- Parter: Roskilde Universitet og Nationalpark Skjoldungernes Land.
- Periode: 2026-2029.
- Centrale emner: Bæredygtige landskaber, arealforvaltning, vandmiljø og kystnære vande.
- Andre indsatsområder: Miljøhistorisk forskning, formidling og Ledreborg Landscape Laboratory.
- Uddannelse: Samarbejde om bachelor- og kandidatprojekter i felten.
- Roskilde Fjord udgør en tredjedel af nationalparkens samlede areal.
- Målet er blandt andet at omsætte forskning til viden og konkrete indsatser for natur- og vandmiljøet.
Kilde: Roskilde Universitet



