Slagelse Kommune inviterer børn og voksne til Storebælt Klint 19. september, hvor kunst, fotografi og kreative aktiviteter skal give nye perspektiver på området og bidrage til den videre udvikling.
Lørdag 19. september inviterer Slagelse Kommune til arrangementet ”Vis os dit Storebælt Klint” ved Kruusesminde. Her kan besøgende opleve området gennem værker fra 11 lokale kunstmalere, fotografer og naturelskere.
Arrangementet er en del af kommunens arbejde med at udvikle Storebælt Klint og Kruusesminde. Fokus er både på områdets natur og landskab og på de oplevelser og historier, som borgere og besøgende forbinder med stedet.
”Når vi udvikler Storebælt Klint, er det vigtigt, at det ikke kun bygger på faglige vurderinger, men også på de oplevelser og historier, som borgere og besøgende knytter til stedet. Med ‘Vis os dit Storebælt Klint’ inviterer vi folk til at dele deres blik på området, og det kan være med til at inspirere den videre udvikling af stedet,” siger borgmester Knud Vincents (V).
Børn og familier kan blandt andet deltage i et kreativt værksted med FrirumLAB, male deres egen fortolkning af Storebælt Klint eller fotografere deres yndlingssted i landskabet. Der vises også en ny film om naturgenopretning i havet ud for klinten.
Arrangementet er gratis, og der vil være kaffe, kage og noget til børnene.
Faktaboks
- Arrangement: ”Vis os dit Storebælt Klint”
- Dato: Lørdag 19. september 2026
- Tid: Kl. 10.00-14.00
- Sted: Kruusesminde, Kruusesmindevej 3A, 4220 Korsør
- Aktiviteter: Kunstudstilling, kreativt værksted, maling og foto
- Program: Velkomst ved Knud Vincents, film om naturgenopretning samt kaffe og kage
- Pris: Gratis
- Arrangør: Slagelse Kommune
Deklaration:
Kilde: Slagelse Kommune
