MinBy.Nu

Nyhed

DOF BirdLife: Fugle kan hjælpe med at bekæmpe egeprocessionsspinderen

I stedet for at fælde egetræer bør danskerne give naturen en hånd ved at sætte redekasser op. Ifølge DOF BirdLife kan insektædende småfugle være en effektiv og naturlig løsning på problemet med egeprocessionsspinderens larver.

Af Redaktionen
Mail
Foto: Erik Biering

Den stigende opmærksomhed på egeprocessionsspinderens larver har fået DOF BirdLife til at opfordre danskerne til at vælge en naturvenlig løsning frem for at fælde egetræer.

Organisationen anerkender, at larvernes brandhår kan være generende for mennesker, men understreger samtidig, at træfældning vil være en forkert løsning.

“Egetræer er levesteder for mange arter og er en kilde til rigtig meget biodiversitet. Det er derfor den helt forkerte vej at gå. Til gengæld kan man bruge situationen med egeprocessionsspinderen til at gøre naturen en tjeneste, samtidig med at man kan få lidt kontrol med larverne,” siger Jacob Jensen, chef for naturafdelingen i DOF BirdLife.

Ifølge organisationen er insektædende småfugle som blåmejser og musvitter naturlige fjender af larverne. Derfor anbefales det at sætte redekasser op i haver og parker, så fuglene bliver i området og kan hjælpe med at begrænse bestanden.

“Flere af vores typiske havefugle er standfugle. De er altså i Danmark hele året. Hvis man sætter redekasser op, vil de være lige i nærheden af haven eller den lokale park… Dermed kan de æde løs af egeprocessionsspinderens larver, allerede når larverne dukker op,” siger Jacob Jensen.

Kilde: DOF BirdLife

Del artiklen
Mail
Scroll to Top