Midtjyderne bruger cykelhjelmen oftere end københavnerne
En ny undersøgelse viser en markant forskel på hjelmbrugen i Midtjylland og København. Nu skal en ny kampagne gøre det lettere for unge at få cykelhjelmen på. Cykelhjelmen er mere udbredt blandt cyklister i Midtjylland end i København. Ifølge en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Wilke svarer 69 procent af de midtjyske cyklister, at de altid eller næsten altid bruger cykelhjelm. I København er andelen 47 procent. Undersøgelsen er gennemført blandt 3.017 nationalt repræsentative cyklister i 2026. “Der er en mærkbar forskel i brugen af cykelhjelm alt efter landsdel, og desværre er det i cykelbyen København, at vi ser en af de laveste andele af hjelmbrug. At spænde hjelmen er ellers noget af det mest effektive, man kan gøre for sin egen sikkerhed i trafikken. Så selvom vi er nået langt med hjelmbrug de sidste årtier, skal vi have flere til at spænde hjelmen,” siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik. Særligt blandt unge falder hjelmbrugen. På landsplan svarer 52 procent af de 18-24-årige, at de altid eller næsten altid bruger hjelm, mod 59 procent for hele befolkningen. Derfor lancerer Rådet for Sikker Trafik kampagnen Hjelm to Go sammen med ABUS. Her kan studerende købe cykelhjelme til reduceret pris. Der er doneret 300 hjelme til kampagnen. Kampagnen foregår 15.-16. september på det sundhedsfaglige fakultet på KU og 17. september på VIA University College i Aarhus. Faktaboks: Deklaration:Kilde: Rådet for Sikker Trafik


