Vestegnens glemte kæmper fejrer 10-års jubilæum med skattejagt
Vestegnens seks ikoniske troldeskulpturer af kunstneren Thomas Dambo fejrer 10-års jubilæum. Det markeres med en skattejagt hen over sommeren og fælles fødselsdagsarrangementer på Naturens Dag den 6. september. De seks træskulpturer kendt som Vestegnens glemte kæmper fylder 10 år i 2026. Jubilæet fejres af kommunerne Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk med en fælles skattejagt og lokale arrangementer i naturen. Skattejagten løber frem til den 6. september, hvor deltagere kan besøge de seks kæmper og indsamle troldenumre undervejs. Finder man mindst fire af dem, kan man deltage i lodtrækningen om billetter til ARKEN Museum for Samtidskunst. Fejringen kulminerer på Naturens Dag den 6. september, hvor alle seks kommuner arrangerer familievenlige aktiviteter ved deres lokale kæmpe. De seks skulpturer blev opført i 2016 af kunstneren Thomas Dambo, som byggede dem af genbrugstræ og placerede dem skjult i naturområder for at få besøgende til at udforske omgivelserne. Siden er de blevet populære udflugtsmål for både danske og internationale gæster. Interessen for Thomas Dambos værker er fortsat stor. Frem til 29. november 2026 kan besøgende også opleve hans udstilling The Garbage Man på ARKEN Museum for Samtidskunst i Ishøj. Faktaboks Deklaration:Kilde: Vallensbæk Kommune



